Vera 6 måneder

I dag fylder Vera 6 måneder! Det betyder bl.a., at der nu er mindre barsel tilbage med hende, end jeg har holdt. Det betyder, at vi snart får besked om, hvor hun skal passes til august. Det betyder, at hun må begynde at få kød og gradvist nærme sig mere resten af familiens mad. Det betyder, hun snart kan sidde. Det betyder, at hun snart begynder at være i hele huset, da hun sikkert snart kan krybe/kravle. Og det betyder, at der for alvor snart begynder at være fart over feltet!

Det første halve år med Vera har været skønt, men også hårdt. Ikke mindst fordi, vi har 3 børn, men også fordi, at Vera de første 3 måneder af hendes liv bogstaveligt talt var på min krop – hele tiden! Hun ville ikke sove andre steder, og jeg var til sidst ved at være ret desperat over at være en sofakartoffel. Faktisk så desperat, at jeg slet ikke kunne udholde tanken om, at jeg skulle være på barsel SÅ længe. Det er jeg kommet over igen 😉

Da hun rundede de 3 måneder begyndte det så småt at blive bedre. Hun kunne pludselig sove en lidt længere lur i barnevognen og kunne lulles i søvn igen, når hun vågnede uden at være udhvilet. Da hun var ca. 4 måneder kunne vi begynde at putte hende i seng om aftenen, og de sidste 1½ måned er hun kommet ind i en helt fast rytme, hvor hun går i seng omkring kl. 19, hvilket har givet en hel anden frihed om aftenen igen. Jeg har sågar været hjemmefra nogle gange uden Vera, da hun ikke længere bliver ammet om aftenen.

Vera har haft svært ved at overgive sig til søvnen, og ofte skreg og ‘vred’ hun sig, inden hun overgav sig. Om aftenen er det gradvist blevet bedret, således at hun nu puttes i seng og selv falder i søvn. Det er altså skønt, når børn kan det! I barnevognen har det været en del sværere, og det er ofte endt med, at jeg har lullet hende i søvn, selvom det ellers er mod mit princip. Men jeg har valgt mine kampe og tænkt, at jeg måtte tage én ting af gangen med Vera og hendes søvn. Men de sidste 14 dage har hun igen rykket sig, og nu er vi heldigvis der, hvor jeg blot stiller barnevognen, og så falder frøkenen i søvn helt af sig selv! Det er fantastisk, og jeg tænker, at det giver et plus, når hun skal passes ude 😉

Men én ting har ikke ændret sig! Hvis I følger med på Instagram har I sikkert lagt mærke til, at jeg fra tid til anden har udtrykt min frustration omkring Veras søvn. Jeg kan nemlig ikke regne med noget. Selvom hun bliver puttet – træt, mæt, afbøvset og afskidt, og jeg tænker, at nu må hun da sove godt – ja så sker det, at hun alligevel er vågen efter 40 minutter, mens hun andre gange sover 2 timer. Der er derfor stadig ikke helt rytme i dagen, og jeg begynder at tænke, at det nok aldrig kommer. Men det gør det svært at planlægge noget, og bedst som jeg tænker, at det kan jeg lige gøre, mens Vera hun sover – ja så skal hun altså ikke sove den dag – kun på mors arm i hvert fald. Men jeg har slået mig til tåls med det – mine egne frustrationer hjælper nemlig ikke på det hele 😉

Men altså status er:

  • Vera vejer 7200 g. og måler 67 cm og ligger lige midt på gennemsnitskurven.
  • Vi har nu haft det sidste besøg af sundhedsplejersken.
  • Hun er en glad og mild pige.
  • Men hun bryder sig bestemt ikke om andre mennesker end hendes mor, far og brødre!
  • Hun har en fast rytme om morgenen, hvor hun står op ved 6-tiden og sover igen ved 7.30-tiden.
  • Hun sover fast om aftenen ved 19-tiden.
  • Alt derimellem varierer fra dag til dag – afhængig af, hvordan hendes sovehjerte er.
  • Hun sover godt om natten og spiser pt. kun et måltid ud på de tidlige morgentimer.
  • Hun er godt i gang med grød-/mosfasen og får pt. 3 måltider om dagen.
  • Hun følger interesseret med i, hvad vi andre laver og putter i munden.
  • Hun lyser op i et smil, når hun ser Valde og Silas.
  • Hun snakker som et vandfald og har fundet ud af, at hun kan skrige.
  • Hun har fundet sine fødder og fanger alt med sine arme, der kommer forbi.
  • Hun er god til at lave flyvermaskinen, men har endnu ikke knækket koden til at komme fremad.
  • Hun er for skøn og bliver beundret på daglig vis ♥

Status for moderen:

  • Vejer stadig for meget og har sågar taget på i vægt efter fødslen. Siger ofte til mig selv, at nu er det nu, men rygraden er som en regnorm for tiden!
  • Er stadig 176 cm høj.
  • Er stadig alt for inaktiv – i hvert fald i forhold til motion.
  • Får for det meste sin skønhedssøvn.
  • Ordner utrolig meget vasketøj!
  • Er stadig ret glad for barselslivet og kan stadig ikke se, hvordan der skal blive plads til arbejdet igen, men heldigvis er der 5 måneder endnu.
  • Føler sig heldig med at have en god mand og 3 raske og fantastiske børn ♥

Du kan læse, hvad jeg skrev om Valde, da han fyldte 6 måneder, lige her. Og man kan vist tydeligt se, at de kommer fra samme fabrik 😉

Baby 6 måneder

 

 

Tagget , ,

1 thought on “Vera 6 måneder

  1. Stort tilLykke med de seKs måneder! ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *