At vise sin egen sårbarhed

Der har været stille på domænet i et par uger. Jeg har faktisk ikke haft hverken overskuddet eller lysten til at skrive her inde på bloggen. Når børnene først var puttet i seng om aftenen, så har al energien simpelthen været brugt op, og jeg har derfor i stedet valgt at begrave mig i Greys hvide verden, der igen er tilgængelig på Viaplay.

Jeg har i en længere periode haft følelsen af, at jeg har kørt med 120 km/timen fra jeg stod op om morgenen (typisk kl. 5.30) til ungerne var lagt i seng omkring kl. 20. Jeg har indimellem følt, at det gik så stærkt, at der faktisk ikke rigtig var tid til at trække vejret ned i maven – hverken herhjemme eller på job. Jeg tror faktisk mest af alt, at jeg blev ramt af livet som en udearbejdende børnefamilie, arbejdsmarkedets hæsblæsende tempo og livets små bump.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har haft travlt på jobbet, siden jeg startede op efter barsel i starten af august måned. Alt for travlt. Jeg har jongleret med flere (langvarige)sager, end jeg gjorde før min barsel, samtidig med at jeg grundet restbarsel er gået ned i tid. Der har været opmærksomhed på det fra min leders side, men vi er jo engang kun de antal hænder, som vi er, og ingen af mine andre kollegaer har siddet og trillet tommelfingre, så det har været en kabale, der ikke umiddelbart har kunne løses fra den ene dag til den anden. Jeg kan sagtens håndtere at have travlt – jeg trives faktisk bedst med at have lidt for meget at se til, men jeg trives ikke med ikke at kunne se en ende på min travlhed. Ikke at kunne se, at jeg flytter noget, men mest af alt har følelsen af, at mit arbejde har beståt af at slukke de værste ildebrande rundt omkring.

Samtidig er vi jo, som mange andre familier, blevet ramt af det travle familieliv, når vi begge to igen går på arbejde. Det trives jeg i grunden også med, da vi alle har det bedst med hverdag, og det har faktisk været skønt at komme lidt hjemmefra igen, men der er fart over feltet! Samtidig har ungerne – som forventet – været ramt af sygdom. De er alle tre startet i nye miljøer indenfor kort tid og kan samtidig smitte hinanden på kryds og tværs, så jeg/vi er egentlig indforstået med, at denne vinter nok bliver særlig slem. Det harmonerer bare ikke særlig godt med et arbejdsliv, hvor man i forvejen halser bagefter og ingen tager over, mens man er væk! Og hvem kender ikke den der larmende tavshed mellem mor og far, mens man forsøger at blive enige om, hvem der skal tage barnets første sygedag? Heldigvis har vi en god hjælp i mine forældre, som nok i grunden er dem, der har haft de syge børn mest.

Ud over familielivet og travlheden på jobbet, har der også været lidt ekstra udfordringer og bekymringer omkring Silas og hans skolegang. Det skrev jeg lidt om i sidste indlæg her på bloggen. Der er heldigvis faldet mere ro over det hele igen, men da det var på sit højeste kørte kroppen nok på én eller anden måde altid i alarmberedskab, fordi jeg aldrig kunne vide mig sikker på, hvornår den næste besked tikkede ind, hvornår jeg blev bedt om at hente ham igen, eller hvornår han igen stak af fra skolen. Så det eneste, der var sikkert, var faktisk at intet var sikkert.

Det hele blev bare for meget, og mandag for 14 dage siden, faldt mine barrierer til jorden, og jeg måtte sige stop. Den der følelse af trykken for brystet, hurtig vejrtrækning og konstante tårer, der pressede sig på, blev for meget. Mandag aften blev jeg – af min mand – bedt om at få sagt fra. Natten til tirsdag sov jeg stort set ikke, og tirsdag morgen startede jeg som det første med at græde igen, og jeg havde mest af alt lyst til at grave mig ned samtidig med, at jeg faktisk ikke følte, at jeg havde tid til at være hjemme og holde fri sammen med mine børn.

Jeg er ikke ret god til at vise min sårbarhed – slet ikke på jobbet, men hvor var det fantastisk at mærke, at i dét øjeblik jeg gjorde, så blev det taget alvorligt, og der blev handlet på det. Straks blev jeg fritaget for at skulle have nye sager for at få skabt lidt ro til at få noget afsluttet, og jeg har i en periode fået lov til at have hjemmearbejdsplads – mest hvis jeg blev nødt til at gå før pga. Silas eller være hjemme med syge børn. Bare dét at have muligheden for at sætte sig i ro og fred og få ryddet op i mailboksen – den i sig selv er jo nærmest roden til alt ondt – eller få dannet et overblik og prioritering i sagerne, har gjort en kæmpe forskel oppe i mit hoved. Al ting kan få vokset sig meget større oppe i tankerne, hvis ikke man har ro til at få ryddet nogle af små-opgaverne væk, som i bund og grund ikke tager ret lang tid, men som stadig skaber en masse uro i hovedet.

Så fra faktisk at have følt, at jeg lå og vippede på kanten, kan jeg nu igen begynde at overskue mit arbejde og min forpustethed er aftaget, selvom den stadig til dels kigger frem engang imellem, når der kommer til at ligge for meget på mit skrivebord. Der er stadig meget at lave, og det kan indimellem stadig være svært at få ro til at lave arbejdet pga. alle de uforudsete opgaver, der dukker op i løbet af en uge, men sådan er mit fag, og det er jeg nødt til at finde en balance i på én eller anden måde. Men mest af alt er jeg taknemmelig for, at der blev handlet, da jeg turde vise min sårbarhed!

Tagget , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *