Ammestop

2015-05-13 09.27.10Som jeg skrev om i indlægget her, så har jeg i et stykke tid overvejet, om det skulle til at være slut med at amme Valde. Jeg har nok i mit stille sind håbet på, at han ville tage beslutningen for mig, ved at miste interessen for brystet fuldstændigt, så jeg ikke selv skulle træffe valget. Og her i weekenden skete det så – valget blev taget!

Valde sov lørdag morgen til kl. 7.00 uden at have været vågen én eneste gang. Det betød, at han ikke havde spist ved mig siden fredag morgen! Jeg bestemte mig for at hoppe amme-tåren i sengen over, da jeg faktisk også har været lidt bange for at vænne ham til at skulle spise om natten igen, når nu det har gået så fint uden. Vi gik derfor direkte til havregrøden, da jeg blev enig med mig selv om at se, hvad der ville ske. Lørdag eftermiddag lagde jeg ham endnu engang til brystet, da jeg ville tilbyde ham lidt at drikke i varmen. Men ærlig talt – han gad ikke og kunne på ingen måder koncentrere sig om det. Dér blev beslutningen taget – når han kunne undvære i 1½ døgn – ja så var det kapitel overstået.

Søndag var derfor en anelse hård – for mig! Valde gjorde på ingen måder antræk til at søge efter mad, hvilket jeg tydeligt kunne mærke! Det var fristend at lægge ham til, men jeg modstod. Og allerede mandag var det dog også væsentlig bedre og nu tænker jeg såmænd ikke så meget over det, selvom der stadig er lidt ømhed indimellem. Det har heldigvis været let for mig at stoppe – sådan rent fysisk. Valde var efterhånden ved at blive ammet så lidt, at det har været muligt at stoppe næsten uden gener, og siden søndag aften har jeg ikke haft behov for at tage toppen. Så det har jo været nemt 🙂

Og hvordan er det så??

Jeg er ambivalent!

Jeg synes, at det er skønt at kunne tage almindeligt tøj på, som ikke behøver at være ammevenligt. Jeg kan snart sove uden bh (indsæt jublende smiley), og jeg glæder mig til, at jeg om ganske kort tid kan tage mine almindelige bh’er på!

Samtidig savner jeg det! Der er alligevel noget særligt over det, når man kigger ind i de der smukke øjne, som kigger så beundrende på én. Jeg ved godt, at der er mange andre muligheder for at opnå denne særlige kontakt, og måske det i bund og grund bare handler om, at jeg synes, at ham der purken bliver alt for hurtigt stor.

Men beslutningen er taget – og vi har begge affundet os med det – så det er okay 🙂

Tagget , ,

En tanke om “Ammestop

  1. […] endnu mere over disse ting! Og årsagen til dette specifikke indlæg er i bund og grund – Ammestoppet. Det fik mig til at tænke på, at Valde lige pludselig ikke er så afhængig af mig, at han lige […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.