Er barnet stædigt?

Jeg følger en lokal familievejleder på Facebook og forleden havde han postet en opdatering, som satte lidt tanker i gang hos mig. Det handlede om, hvorvidt børn var stædige og om “nej’er” fra forældrene, der blev ændret til “ja’er” pga. af barnets reaktion/opførelse/stædighed.

Familievejlederen oplever, at han ofte bliver kontaktet af forældre, der er frustreret over, at deres børn er meget stædige og slår, skriger, smider med tingene etc., hvis ikke de får deres vilje.

Og det var her min egen interesse blev vakt for det er så genkendelig fra vores hverdag!

Han tænker dog ikke nødvendigvis, at det skyldes at barnet er stædigt, men måske mere nogle erfaringer, som barnet har fået fra tidligere oplevelser i samspillet med forældrene. Og det er jeg desværre nok tilbøjelig til at give ham ret i. Herhjemme har vi tidligere joket med, at 3xnej betyder ja, og det siger jo et eller andet sted bare mest om os som forældre! Men hvad gør man ikke indimellem for at få ro? Selvom roen set i bakspejlet jo er ganske kortvarig!

Familievejlederens påstand er, at barnets frustration ikke altid handler om, at det ikke må få en is, men i lige så høj grad om, at barnet mangler klarhed fra forældrene. En klarhed man kan gøre tydeligere ved at tænke højt, forberede barnet og undgå automatiske svar.

Hele opdateringen kan læses på familievejlederens facebookside.

Jeg har efterfølgende forsøgt mig med at tænke højt et par gange og indtil videre har det haft effekt. Før var et nej ofte efterfulgt af skrig/gråd/slåen/kasten med ting, hvilket jo generelt giver en dårlig stemning i et hjem.

Et eksempel er fra i går. Silas blev ved med at plage om ét eller andet. Efter at han ved 11-tiden fik en figenstang var beskeden fra mig, at nu ville han ikke få mere, før han havde fået rugbrød. En halv time senere kom han og plagede efter en is. Jeg satte mig ned, kiggede ud i luften og sagde: “Silas vil gerne have en is! Mor sagde, at han ikke ville få mere, inden han havde fået rugbrød! Har Silas fået rugbrød endnu? (Hertil svarede en fnisende dreng “JA”, selvom han udemærke godt vidste, at det ikke var det rigtige svar ;)) Så nej Silas må ikke få en is!” Og i stedet for en sur dreng kunne vi nu sammen sidde og fnise lidt over situationen og fortsætte den gode stemning.

Jeg tænker selvfølgelig ikke, at det altid vil virke. Jeg kunne bare mærke, at det havde en anden effekt end det evindelige “NEJ”, som egentlig er et opslidende ord at bruge hele tiden. Jeg tror dog, at det vil kræve lidt øvelse at gøre dette, da jeg gang på gang hopper i fælden med det automatiske svar. Jeg har dog tænkt mig at øve mig og give det en chance, for jeg er ved at være træt af at have så mange konflikter i løbet af en dag!

Jeg bliver selvfølgelig nysgerrig på, hvad I andre gør for at undgå alle kontroverserne i løbet af en dag? (I den overbevisning, at vi selvfølgelig ikke er de eneste, der har dem 😉 )

Giv endelig facebooksiden et besøg, hvis det også har vakt jeres interesse 🙂

Tagget ,

3 tanker om “Er barnet stædigt?

  1. Tak for tip. Det skal da prøves! Nogen gange er det de mest simple ting, der virker. Og jep, også masser af kontroverser her :).

    1. Dejligt at høre, at det ikke kun er hos os, der er kontroverser (ja det føles som altid), selvom jeg jo godt ved, at vi ikke har det værre end andre børnefamilier. Det er nok bare en del af gamet, som man ikke kommer til at længes efter, når de er blevet voksne 😉 Håber tippet virker for jer!

      1. Jep, tror det er sådan for de fleste – i større eller mindre grad. Intet virker hver gang, men jeg har faktisk brugt tricket i løbet af dagen, og det har virket overraskende godt :).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.