Et kig i gemmerne

Er der noget jeg holder af, så er det at kigge på gamle billeder – selvfølgelig især af sønnike. Når jeg kigger på billederne af ham, bliver jeg virkelig mindet om, hvor hurtigt tiden går, og hvor hurtigt han udvikler sig og bliver stor. Jeg synes faktisk, at det går alt for hurtigt, og så på den anden side, så glæder jeg mig også til, at han bliver lidt større.

Jeg glæder mig bl.a. til at kunne tage ham med i biografen og andre oplevelser uden at skulle være bekymret for, hvordan det kommer til at gå, hvad han finder på og ikke mindst, hvordan jeg holder styr på ham, mens vi er af sted.

Nu sidder der nogle og tænker: ” jamen det kan I da bare gøre – det er vel ikke ham, der skal bestemme over jer?” Sagen er bare den, at dét, der er svært med Silas, er, at vi aldrig helt ved, hvordan han reagerer, når vi skal noget. Nogle gange er han det mest eksemplariske og nemme barn at tage med i eks. IKEA, på besøg hos venner og familie eller lign. Andre gange er det er decideret mareridt, fordi vi føler, at han hænger oppe under loftet, ikke kan enes med eventuelle andre børn, piller ved alt det, som han ikke skal pille ved, eller er sur, gal og slår alt og alle omkring sig. De dage er det VIRKELIG en opgave at have ham med uden for hjemmet. Det ender ofte med konflikter, både mellem ham og mellem os som forældre. Og i sidste ende resulterer det i rigtig meget dårlig samvittighed, da nok især jeg er god til at bebrejde mig selv. Den dårlige samvittighed bunder nok i, at jeg jo et eller andet sted godt ved, at vi er de eneste, som kan hjælpe ham med at få de pauser og behov opfyldt, som han har brug for. Behov som jeg ind imellem føler er svære at leve op til og overholde og ikke mindst overholde på de rigtige tidspunkter, så vi netop undgår, at han tipper over.

Dårlige oplevelser for os og Silas giver derfor altid lidt vemod i sindet.  Vemod fordi den dårlige samvittighed fylder og vemod, fordi en del af drømmen om at blive en familie ikke blev, som jeg havde forestillet mig. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle blive den familie, der osede af overskud, altid kunne være sammen med vennerne på en afslappet måde, altid lige kunne tage af sted til det ene, det andet og det tredje arrangement i løbet af en dag mv. Denne drøm må jeg efterhånden erkende, at jeg må kigge langt i vejviseren efter. Jeg tager ind i mellem mig selv i at misunde andre og tænke; “ja I kan sagtens, jeres barn er så nem”, men selvfølgelig ved jeg, at andre familier har nogle andre ting at slås med, så der er jo egentlig slet ikke noget at være misunderlig over. Det er nok egentlig også mest, når trætheden overmander mig, at de tanker dukker op. For det er sgu hårdt at være Silas’ mor nogle gange! Det er hårdt altid at skulle være 3 skridt foran (især fordi han er en dreng, der virkelig vil fremad), det er hårdt, at der ved de mest basale ting, såsom bad, bleskift altid er konflikt, det er hårdt at have dårlig samvittighed, når der fra vuggestuen afrapporteres om en dårlig dag, og det er hårdt, når turen/besøget endnu engang ikke var lykken. Når jeg så til gengæld bliver mødt af fjæset, som I kan se nedenunder – ja så er det jo det hele værd!! :o)

Men når alt kommer til alt, så er jeg en meget følsom pige og bliver ked af, at Silas har nogle ting, som der er svære for ham. Jeg bliver ked af, at andre ser den værst tænkelige side af ham, selvom jeg jo ved, at det er hans måde at fortælle os på, at nu er det nok, “jeg kan ikke mere”, eller at han er træt og har brug for pause. Jeg vil jo gerne, at alle andre også ser de skønne sider, som han har, og ser ham som den kærlige dreng, som han rent faktisk også er. Min fornuft siger mig dog, at andre netop også oplever de skønne sider af Silas, men ind imellem synes jeg, at de dårlige oplevelser får overtaget og fylder det hele herhjemme.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg nogle gange næsten ikke orker at tage den samme snak igen og igen om, hvordan vi hjælper Silas, hvad gik galt, hvor frustrerende det er osv. Snakke jeg ved, der er nødvendige, for at vi som familie kan blive klogere og hjælpe Silas bedst muligt. Det er kun erfaringerne, der gør os bedre til at manøvrere uden om forhindringerne.

Og der er ingen tvivl om, at Silas er den skønneste knægt og en meget glad dreng, som man ikke kan andet end at elske ;o) Og det er vel i bund og grund også derfor, at bekymringerne ind imellem er store, da jeg/vi vil gøre alt for at hjælpe ham mest muligt.

3

Tagget , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.