Godt nytår

Året 2014 har i sandhed været et stort år for os, hvor der virkelig er sket mange forandringer, og vi er blevet mange minder rigere.

I januar blev bloggen en realitet, efter at jeg i en længere periode havde overvejet, om jeg skulle begynde at blogge eller ej. Og heldigvis valgte jeg at springe ud i det, da jeg holder rigtig meget af det. Bloggen ser jeg som en ventil, hvor jeg indimellem får mulighed for at komme af med lidt luft og ellers bare fordybe mig i noget, som jeg gør kun for mig selv, hvilket ellers indimellem kan knibe – man er jo mor 😉

Senere i januar under snestormen valgte Henrik at gå på knæ og spørge om jeg ville være hans hustru, og jeg sagde selvfølgelig ja! Vi valgte, at brylluppet skulle stå allerede i sommers. Årsagen til det var, at vi også gerne  ville udvide familien med endnu en verdensborger, men jeg ville samtidig gerne undgå at være gravid til brylluppet. Omvendt synes vi (nok mest mig), at der var alt for lang tid at vente med bryllup til efter evt. ny graviditet + ammeperiode.

Samtidig valgte jeg i januar at søge nye udfordringer på arbejdsmarkedet og skiftede mit vante og gode job ud med et nyt, hvor jeg skulle arbejde med en helt anden målgruppe af borgere i et projekt, der skulle løbe til udgangen af 2014. En stor beslutning, som også krævede en del overvejelser, da jeg var utrolig glad for mit tidligere job, men samtidig higede efter at prøve noget nyt.

Planerne om bryllup samt det nye job gjorde derfor, at jeg pakkede ønsket om at blive gravidIMG_20141019_095246 lidt væk, da det lige pludseligt var mest ideelt, at jeg først blev gravid engang efter sommeren. Skæbnen ville det dog anerledes, og derfor fandt jeg ved udgangen af marts måned ud af, at jeg var blevet gravid. På daværende tidspunkt var kjolen til brylluppet købt, og der var ikke en chance for, at jeg kunne have den på med en gravid mave. Derfor måtte min mor og jeg på jagt efter en ny brudekjole igen i maj måned. Heldigvis var butikken venlig og tage den første retur, således at jeg ikke stod med 2 kjoler.
At være gravid 2. gang var en helt anden oplevelse end 1. gang, da fokus på graviditeten ikke var den samme. Det skrev jeg lidt om i indlægget Forskellen på 1. og 2. graviditet.

1. børnehavedag
Klar til første børnehavedag

I maj startede Silas også i børnehave og i juni fyldte han 3 år, og vores lille dreng var lige pludselig ikke så lille længere. Livet i børnehaven er godt for Silas, da han ved opstarten var ved at trænge til nye udfordringer. Omvendt er livet i børnehaven indimellem en udfordring for Silas, og det kræver mange ressourcer af ham. Heldigvis har vi en god børnehave, som fra dag 1 har taget sig godt af ham, og som vi har et godt samarbejde med. Vi har bl.a. jævnligt netværksmøder (Netværksmøde i børnehaven, Netværksmøde i børnehaven #2), og PPR er pt. ved at udarbejde en vurdering af, hvorvidt der er yderligere tiltag, som kunne være gode for Silas i hverdagen.

Det har aldrig været nogen hemmelighed her på bloggen, at det indimellem kan trække tænder ud at være forældre til Silas, selvom vi på ingen måde vil være det foruden. Noget skyldes, at Silas har nogle udfordringer, og andet skyldes helt sikkert “bare”, at Silas er 3 år gammel. Det er tydeligt på bloggens besøgstal, at I læsere gerne vil læse med, når familielivet ikke bliver fremstillet rosenrødt, og når jeg viser mine egne følelser. Derfor er En søndag til glemmebogen og Det udadreagerende barn også 2 meget populære indlæg. Silas giver dog også anledning til daglige smil, og det er bl.a. noget af det, som jeg skriver i indlæggene Hverdagens små øjeblikke # 11 og Hverdagens små øjeblikke #8 .

I juni stod den på Polterabend, og det er stadig helt overvældende og tænke på det syn, der mødte os, da alle de dejlige mennesker stod i vores indkørsel.

Den 19. juli var så den store dag. Og vi fik Et fantastisk bryllup, som blev lige som vi havde ønsket os, og vi står nu tilbage med en masse dejlige minder at se tilbage på. Tina og Henriks bryllup

De efterfølgende måneder var stille og rolige. Vi holdte lidt mere sommerferie og i slutningen af september måned gik jeg på barsel og tog hul på min to-do-liste. Og tro det eller lad være – jeg nåede det hele på listen på nær at få sat billeder i album, og det var mest af dovenskab 😉

I slutningen af oktober måned gik jeg i lidt Panik og følte pludselig, at vi på ingen måder var klar til at lillebror skulle komme. Det skulle dog vise sig, at jeg fik massere af tid til at nå det sidste, da han valgte først at komme 12 dage over termin!! Jeg havde derfor også godt med tid til at få slappet lidt af inden fødslen!! Jeg skrev også lidt om mine tanker om at blive en familie på 4 i indlægget Når 3 bliver til 4. Indtil videre er mange af mine bekymringer gjort til skamme og alt i alt har vi egentlig fået en meget god start som en familie på 4, selvom der også har været udfordringer, tudeturer og manglende overskud! Det skrev jeg mere om i indlægget: At være blevet en familie på fire.

2014-12-26 11.32.35I december skete det største af 2014’s oplevelser. Lillebror kom til verden d. 12. december og var fuldkommen perfekt. Af udseende ligner han Silas helt vildt meget, men af sind virker han noget mere tålmodig og bedst af alt – ikke lige så lydfølsom, men han er nok også en del mere hærdet 🙂 Julen har været okay, men jeg synes ikke, at julestemningen for alvor har haft sit indtog her i hjemmet – måske igen fordi vi bare har været fyldt op af at være blevet en beboer mere og alle finde os til rette med det. Vi havde dog en hyggelig juleaften hjemme hos mine forældre og nogle gode juledage med julefrokost hos hhv. Henriks far og mine forældre.

Tilbage er vist kun at sige Godt Nytår til jer alle!
Jeg synes altid, at det er lidt underligt at tage afsked med et år og sige goddag til et nyt. Det er altid spændende at se, hvad det nye år bringer med sig, og jeg havde på ingen måder regnet med, at 2014 ville blive så stort et år for os. Nu venter vi bare spændt på at se, hvor 2015 fører os hen! Jeg håber blot, at det indeholder meget kærlighed og skønt samvær med de mennesker, som står os nær!

Tak til jer, der gider læse med her hos mig – bliv endelig ved med det! Håber I alle får en skøn aften sammen med nogle og kommer godt ind i det nye år. Pas på hinanden derude og drik gerne en øl eller 2 for mig 😉

Tagget ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.