Hvem er jeg – udover mor?

2015-06-25 15.10.20Der er kommet en del læsere til den seneste tid. Jeg er ret sikker på, at de fleste har fanget, at jeg er mor, men bag ved enhver mor er der jo også en kvinde, og ja her er der lidt uddybende om, hvem jeg egentlig også er – set ud fra mit synspunkt.

Jeg er 28 år, indehaver af et hus, en bil, en cykel og en hulens masse materielle ting. Derudover er jeg indehaver af en mor-krop, og jeg har det egentlig ganske udmærket med den! Jeg har fået 2 sønner ved 2 helt forskellige fødsler, og jeg er beviset på, at selvom det endte med kejsersnit første gang, så behøver det ikke gå sådan anden gang. Jeg har for øvrigt ikke noget problem med, at folk vælger kejsersnit – man skal vælge det, der er mest rigtig for en selv. Jeg vil til enhver tid vælge en vaginal fødsel, hvis nu….

Jeg er hende, der kan være ret tilbageholden, når jeg møder andre mennesker. Introvert personlighedstype- selvom dem der kender mig, har svært ved at tro på det! Jeg er et utroligt stort hjemmemenneske og hader, hvis der er for mange planer i løbet af en uge. Jeg sætter også stor pris på alene-tid, jeg kan blive ret så uudholdelig at være sammen med, hvis aldrig jeg har 2 minutter for mig selv. Modsat holder jeg rigtig meget af, at være sammen med andre dejlige mennesker, evt. kombineret med lidt god mad. Jeg ELSKER mad – især søde sager (jaja – jeg ved hvad I tænker 😉 )

Jeg er dårlig til smalltalk, og finder det ærligt talt akavet at tale om vejret! Hvad får man ud af det?? Jeg har det bedst i et selvskab, når jeg kender nogen – eller alternativt har fået lidt vin 😉

Når jeg kender folk åbner jeg mere op, men kan stadig godt være den tilbageholdende type, der ikke siger det helt vilde. Jeg åbner munden, hvis jeg har noget meningsfuldt at sige – ellers holder jeg den lukket – så er vi tilbage til den manglende evne til smalltalk! Til gengæld gør det mig til en utrolig god lytter!

Nogle vil måske kalde mig en smule arrogant. Det er jeg ikke! Snare måske en smule genert, og så har jeg UTROLIG svært ved at skjule, hvis der er noget, jeg ikke bryder mig om ved eksempelvis en anden person. Jeg har tit hørt, at man aldrig er i tvivl om, hvad jeg tænker. Jeg er generelt et meget ærligt menneske! Alligevel er jeg utrolig god til at holde på en hemmelighed. Jeg vil gerne, at folk kan komme til mig, hvis de har brug for det – også uden at det kommer videre til andre. Det er vigtigt for mig! Jeg fortæller aldrig selv hemmeligheder til dem, jeg ved, der ikke kan lade være med at fortælle det videre. Den type personer gør mig ærlig talt lidt træt indimellem.

Jeg ændrer personlighed, når jeg er sulten eller træt, så bliver jeg sur og tvær – faktisk ret meget! Generelt er jeg et temperamentsfuld kvindemenneske, og jeg kan tydeligt genkende mig selv i Silas indimellem. Det er sikkert derfor, han virkelig formår at trykke på de helt rigtige knapper for at få mig op i det røde felt. Jeg kan være utrolig stædig og tvær og kan holde ret meget på min egen mening om tingene. Jeg holder utrolig meget af plejer og tænker tingene igennem, inden jeg springer ud i noget nyt. Derfor er Henrik og jeg bl.a. så godt et par – han får en million ideer, jeg kvalitetstjekker dem 😉

Jeg er også et meget følsomt kvindemenneske og har meget meget let til tårer. Faktisk så let, at jeg indimellem bliver irriteret på mig selv; ‘Hvorfor fan’ hyler du over det?’, men det er sådan jeg er! Jeg er let til tårer både, når jeg er ked af det, og når jeg griner – jeg må virkelig have en stor produktion af tårer, for jeg griner ret meget 😉
Men jeg er også et meget følsomt menneske i forhold til, når der sker noget godt og i særdeleshed noget skidt for andre mennesker – både tæt og fjernt fra mig. Jeg tænker meget over tingene og kan mærke glæden og smerten på andres vegne. Mange tanker sendes til dem, der står midt i det.

Til fest kan jeg falde i 2 roller. Den tilbagelænede, der aldrig rigtig kommer i feststemning, eller den festlige, som har fået tilpas meget alkohol. Så bliver jeg den (synes jeg selv!) sjove type, der har ærmet fuld af bemærkninger og som er med på lidt gas og løjer. Jeg bliver sjældent ‘for’ fuld – men det sker, må jeg hellere skynde mig at sige, ellers er der nok nogen ude bag skærmen, der vågner op 😉 Jeg holder af både at gå i byen alene og sammen med Henrik. Når vi følges har vi en fælles overenskomst om, at vi ikke vil sidde på lårene af hinanden – det kan vi gøre derhjemme – sådan har vi altid haft det. Jeg fortryder altid, når tømmermændene viser deres ansigt dagen derpå og lover mig selv hver gang, at det aldrig kommer til at ske igen. Men det gør det så!

Jeg elsker mit arbejde – jeg elsker at kunne gøre en forskel – uanset hvor meget – for nogle, der ikke selv kan se en vej ud af deres situation. Det er livsbekræftende! Heldigvis formår jeg her at holde tårerne væk – det ville være upassende, hvis jeg som rådgiver sad og græd sammen med borgeren 😉

Generelt elsker jeg mit liv! Jeg elsker at være den typiske familien Danmark med villa og Volvo (passat), og jeg arbejder jævnligt på at få en hund 😉 Jeg elsker mest af alt at være mor – hvilket jeg håber skinner igennem på bloggen, selvom det ikke kun er en dans på roser 😉

Nu håber jeg bare, at dem, der rent faktisk kender mig i det virkelige liv, kan nikke genkendende til det, jeg skriver!

Tagget , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.