Hverdagens små øjeblikke #8

De store spørgsmål:

Herhjemme kan vi godt mærke, at Silas så småt begynder at komme i den alder, hvor livets lidt større spørgsmål begynder at melde sig i et forsøg på at hitte rede i, hvordan verden egentlig fungerer. Det betyder til gengæld også, at vi som forældre indimellem kommer i en situation, hvor vi skal veje vores ord en smule, for hvordan får man forklaret tingene, uden at det bliver for skræmmende for børnene, men samtidig giver dem en forståelse for det?

En lørdag var Silas og jeg på vej hen og besøge mormor og bedstefar. Mens vi går hører vi kirkeklokken slå.

Silas: Hør – det er kirkeklokkerne.

Mor: Ja det er det! De ringer for at fortælle folk, at de gerne må komme i kirke.

Silas: Skal vi ikke tage i kirke?

Mor: (Kommer i tanke om, at det er lørdag, så kirken ringer nok sandsynligvis pga. en begravelse, da det var for tidligt til et bryllup!) Nej det kan vi ikke lige i dag, for i dag ringer kirkeklokken, fordi der er én, der er død.

Silas: Hvorfor dør man?

Mor: Det ved jeg faktisk ikke Silas, men det er det eneste, vi alle sammen kan være sikker på, at vi skal på ét eller andet tidspunkt i livet! Vi ved heldigvis bare ikke, hvornår vi skal dø!

Silas: Hvorfor skal man i kirke?

Mor: Det er fordi, at når man er død, mødes alle dem, som man holder af i kirken og synger nogle sange, og til sidst bliver man puttet ned i jorden og begravet.

Silas: Hvorfor bliver man begravet?

Mor: Det er fordi, at når man er blevet begravet, så kan man flyve op i himlen og sidde og kigge ned på alle dem, som man holder af.

Silas: Ja og måske bliver man så levende igen?

Mor: Ja måske gør man?

Her kunne jeg godt mærke, at jeg kom lidt på arbejde, da mange af hans spørgsmål jo er ganske relevante. Vi voksne tænker nok bare ikke på samme måde over det, da vi jo ved, at sådan er det bare. Vi ved, at nogle bliver begravet – andre brændt. Vi ved nogle tror på, at man kommer i himlen – andre på liv efter døden – og nogle tredje, at man bliver i jorden. Vi ved, at vi alle sammen på ét eller andet tidspunkt skal dø, og så kan vi ellers have forskellige holdninger til, hvordan det bestemmes, hvornår man skal dø. Personligt tror på jeg på, at vi alle sammen er født med et tændt lys. Men at længden på, hvor lang tid lyset skal brænde, allerede er fastsat fra vores fødsel.

Liv og død er noget mærkelig noget, og det vil altid være svært at forklare til de små mennesker i verden, da der jo ikke rigtig er nogle af os, som der ved, hvad der reelt sker!

Tagget ,

En tanke om “Hverdagens små øjeblikke #8

  1. […] Det har aldrig været nogen hemmelighed her på bloggen, at det indimellem kan trække tænder ud at være forældre til Silas, selvom vi på ingen måde vil være det foruden. Noget skyldes, at Silas har nogle udfordringer, og andet skyldes helt sikkert “bare”, at Silas er 3 år gammel. Det er tydeligt på bloggens besøgstal, at I læsere gerne vil læse med, når familielivet ikke bliver fremstillet rosenrødt, og når jeg viser mine egne følelser. Derfor er En søndag til glemmebogen og Det udadreagerende barn også 2 meget populære indlæg. Silas giver dog også anledning til daglige smil, og det er bl.a. noget af det, som jeg skriver i indlæggene Hverdagens små øjeblikke # 11 og Hverdagens små øjeblikke #8 . […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.