Lidt om at sætte grænser for sine børn – og en bloganbefaling

En blog, som jeg for ganske nyligt har opdaget er bloggen Gladmor, som skrives af Marie på 26 år. Hun skriver lidt om det at være mor og om at have PCO, men hun tager også nogle emner op, som andre ikke gør! OG det er lige præcis det, der gør, at denne blog skiller sig ud fra mængden for mig!

Dét, der konkret var årsagen til, at jeg opdagede bloggen, var indlægget: “Nu slæber du f***** det barn ud af butikken – selvom det skriger!” Indlægget handler om det at kunne sige nej til sine børn og bygger bl.a. på denne artikel fra Vores Børn. Jeg bed mærke i indlægget, fordi jeg er SÅ enig med Marie, og jeg synes, at det er fedt, hver gang der kommer fokus på det!

Den store årsag til, at jeg er så enig, med det Marie og artiklen skriver, er, at vi selv har været der! I den første del af Silas’ liv – ja faktisk indtil for ca. 1 år siden – har vi selv været alt for vattede og alt for dårlige til at holde fast! Silas har kunne rykke os alt det, han har ville, hvilket har resulteret i, at grænserne hele tiden er blevet flyttet en lille smule. Resultatet af det var en dreng, der blev mere og mere svær at styre, en dreng der havde det svært i børnehaven, en dreng der var meget hidsig og arrig, en dreng som virkelig krævede mange kræfter, en dreng som vi indimellem faktisk ikke rigtig orkede at være sammen med (spørg om det gør ondt at indse over for sig selv!) og en dreng, der vel i det store og hele ikke rigtig trivedes!

Det var hårdt, og det gjorde ondt at se, at der var mange ting, som der var svære for ham! Men vi var bl.a. gledet ind i en rytme, hvor vi gav efter, da vi vidste, at det ville give massive konflikter, hvis han ikke fik det, som han ville. Konflikter vi ikke orkede – for dem var der så mange af i forvejen. Derfor var det så meget nemmere at give ham hans vilje.

Heldigvis går Silas i en børnehave, hvor de rigtig gerne vil hjælpe – også med at få hjemmefronten til at fungere, og som vi har et rigtig godt samarbejde med, hvilket jeg vist tidligere har luftet her på bloggen. En morgen til et møde bliver vi alle enige om, at de i børnehaven og vi derhjemme skal sætte faste grænser op for Silas. Det betød bl.a., at et nej skulle betyde et nej! Hvis ikke vi havde til hensigt at holde fast i vores nej – ja så skulle vi slet ikke stille den ramme op for ham. Og det var nemmere sagt end gjort! Men vi var enige om, at vi måtte stå sammen, da Silas havde brug for det! Hvis ikke vi gjorde noget for at hjælpe ham, var vi alle ret enige om, at det blot ville blive mere og mere svært at være omkring Silas  – og ikke mindst  at være Silas!

Den første tid var hård, men belønningen kom alligevel ganske hurtigt. Det viste sig, at Silas ikke skulle mærke grænsen ret mange gange, før han accepterede den og vidste, at sådan var det. Eksempelvis er SIlas meget glad for is – og helst mere end en. Alle de gange vi har haft konflikter over is nummer 2, hvoraf mange af dem endte med, at han fik is nummer 2 for husfredens skyld – ja det kan ikke tælles på 10 hænder! Men ret hurtigt accepterede han nej’et, da vi havde holdt fast, og nu er der slet ikke nogen diskussion. Vi plejer blot at minde ham om, når han får den første, at der kun er 1 is, og det gør, at han stort set ikke spørger om is nummer 2 længere – udover når han lige skal teste os 😉

Ret hurtigt fik vi en mere glad dreng, og det begyndte at gå bedre for ham i børnehaven også. Alt sammen noget der selvfølgelig resulterede i, at hele familien blev mere glad og harmonisk!

Det lyder selvfølgelig alt sammen meget let – det var det ikke! Det har kostet blod (i overført betydning), sved og ikke mindst tårer – mange tårer!!! Både fra Silas og jeg. Vi har følt os som jordens mest dårlige forældre, men har gang på gang mindet hinanden på, at vi gør det for Silas’ skyld. Heldigvis har min mand og jeg været gode til at bakke hinanden op, ikke at lade det gå udover hinanden og ikke mindst tage over for hinanden, når der har været behov for det.

Men der har været episoder, hvor vi har været de forældre, der har fået de omkringværendes opmærksomhed. Jeg har bl.a. været ude for at stille samtlige varer, slæbe en skrigende unge ud af butikken, sætte ham fast i hans autostol og efterfølgende gået ind og handle færdigt.
I sommers var jeg den mor, der slæbte Silas hylende ud til bilen efter et besøg i en park, da han kastede sand efter mig og generelt bare havde haft svært ved at høre efter. Jeg har været den mor, der har sendt ham på værelset og nægtet ham at komme i børnehave, fordi han ikke ville smørres ind i solcreme. Alt sammen episoder, som har efterladt os med en dybt ulykkelig dreng, som har grædt og grædt. Det har gjort Av´s! Men behøver jeg at sige, at det kun har været nødvendig med den ene gang?

Det er aldrig sjovt at få andres opmærksomhed på den måde, og jeg forsøger virkelig at sende god karma, når jeg selv bliver vidne til det! Men som vi ofte snakker om efterfølgende, så tror vi faktisk, at de omkringværende ville have kigget mere, hvis ikke vi havde gjort noget. Det vælger vi i hvert fald og tro på, for sådan ville vi selv have det!

Men det er hårdt arbejde og med Silas skal vi helst være nogle skridt foran – hele tiden. Et råd, som vi har fået og har brugt med stor succes, har været, at ridse reglerne op for Silas, når vi har skulle et eller andet, samt fortælle ham, hvad konsekvensen har været, hvis ikke reglerne blev overholdt. Det har vi virkelig haft stor succes med, men det er stadig vigtig at huske at ridse dem op, ellers bliver vi slået tilbage til start – næsten. Det er godt at have reglerne, så vi blot kan minde ham om dem. Hvis vi har skulle vigtige ting, såsom kiropraktor, øjenlæge mv., bruger vi endvidere noget så upædagogisk som bestikkelse/belønning. En enkelt gang er vi kørt hjem fra Kiropraktoren uden at få belønningen, da han glemte reglerne 😉 Næste gang hos kiropraktoren gik det meget bedre!

Selvom det er hårdt, kan jeg ikke sige andet, end at det VIRKER, og jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. Jeg giver gerne et råd med på vejen – uden at jeg har nogen faglig forstand på det – jeg har bare selv prøvet det 😉

Og husk nu lige at smutte forbi Gladmor 🙂 Tak fordi du endnu engang mindede mig om, at vi gør det rigtige!

Tagget , , ,

2 tanker om “Lidt om at sætte grænser for sine børn – og en bloganbefaling

  1. Det der med at andre kigger og kaster blikke; hvor ville det være godt hvis der var et tegn som thumbs up e.l. for som oftest er det nok et anerkendende og ikke fordømmende blik der bliver sendt. Det er ikke mange der ikke har prøvet at være I ‘handlesituationen’

    1. Ja det er nok vigtigt at huske på, at stort set alle forældre/bedsteforældre har været i samme situation engang, og derfor godt ved, hvordan det er at stå der til offentlig skue – men det kunne da være meget praktisk med et lille tegn – om end ikke andet for at sende lidt moralsk opbakning af sted 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.