Status på livet med 3 børn efter 10 dage

20160919_135045Søndag d. 11. september kl 12.01 blev vi beriget med endnu et vidunder – lillesøster. Selve fødslen fortæller jeg mere om en anden dag – jeg har stadig brug for at få den lidt mere på afstand, da det blev en markant anden oplevelse end de 2 tidligere fødsler. Stadig en god oplevelse men med en – for mig – lidt voldsom afslutning, som stadig sidder lidt i mig.

Men søndag eftermiddag vendte vi atter hjem, små 4 timer efter fødslen, hvor mine forældre ventede sammen med de 2 storbrødre. Det er altid med en vis spænding, at et nyt familiemedlem skal køres ind i en eksisterende familie. For hvordan vil de store tage det? Silas var jeg ikke så meget i tvivl om. Han har hele tiden glædet sig til at skulle have en lillesøster – det er nemlig ifølge ham meget bedre, end at have en lillebror! Samtidig er han nu så stor, at han ved, hvad det indebærer at få en lillesøster, da han jo kan huske det fra vi fik Valde. Valde derimod var jeg meget mere spændt på – for han har jo ikke anet, at lillesøster var på vej.

Og indtil nu må jeg sige, at det er gået over al forventning! (Nu håber jeg bare, at jeg ikke jinxer det!) Begge drenge er meget glade for deres søster, og hun får massere af kys og kram, og det smelter mit hjerte hver evig eneste gang. Det er som om, at hun bare blev accepteret fra første færd, og først i går så vi en flig af jalousi hos Valde, da lillesøster blev sat i viklen hos mor. Det var han ikke helt begejstret for, men accepterede det dog forholdsvis hurtigt.
Ingen tvivl om, at det har været en kæmpe fordel, at Valde i høj grad er fars dreng for tiden, da det dermed ikke har været så svært for mig at få tid til at sidde med lillesøster.

Og det er jo det, man gør i starten – sidder!! Amning er hårdt arbejde og kræver mange timers arbejde for at få det godt i gang. Det kan ærlig talt være svært at få det til at hænge sammen med 2 børn i forvejen. Derfor må jeg sige, at Henriks 2 ugers barsel virkelig er nødvendig denne gang, da det er en kæmpe hjælp i forhold til oprydning, vasketøj, aflevering/afhentning  – ja til stort set alt! Jeg tænker allerede nu over, hvordan jeg skal få det til at hænge sammen om morgenen, hvor jeg kommer til at være alene med alle tre, men det må tiden vise fra på mandag, hvor Henriks barsel er slut.

Den første uge med lillesøster indebar også et smut på barselshotellet på Aalborg sygehus, da lillesøster havde tabt sig ca. 10 % samt fået gulsot, der dog lå lige under grænsen for behov for lysbehandling. Vi blev derfor indlagt til et døgns opfodring, optimering af amningen og ro. Vi blev hurtigt enige om, at det ‘kun’ var mig, der skulle indlægges, da vi syntes, at det var mere vigtigt, at ungerne herhjemme kunne blive i deres vante hverdag, end at Henrik skulle være ude hos mig. Han kunne alligevel ikke hjælpe til med så meget, og jeg må være ærlig at sige, at det også var på den måde, at de bedste forudsætninger for ro kunne blive skabt for mig. Ro var måske så meget sagt for ópholdet bestod af amning, udpumpning, amning, udpumpning mv. Men det gav ro i den forstand, at jeg ikke skulle noget som helst andet end at koncentrere mig om det og min pige, hvilket jo var ren luksus. Efter et døgns tid var vi atter klar til at vende hjemad, og her har vi stort set opholdt os lige siden.

Jeg har endnu ikke været meget uden for døren, da tiden bare går uden at jeg helt ved, hvad den går med. Jeg satser dog på, at brødrene snart skal have lov til at vise frem i deres institutioner, samt at jeg snart skal en smut forbi mit arbejde. Og ellers så banker hverdagen (for det næste års tid) på fra mandag morgen, hvor vi for alvor skal til at finde en ny rytme, som kan tilgodese hele familien ?

Tagget , ,

8 tanker om “Status på livet med 3 børn efter 10 dage

  1. Stort og varmt tillykke med lillesøster! Hvor ser hun fin ud 🙂

    1. Tusind tak ?

  2. Ih, kæmpe kæmpe tillykke 😀 Skønt foto. Og hvor dejligt, familieforøgelsen er gået godt <3
    – A

    1. Ja det er fantatstisk så nemt, det er gået so far ? Det håber vi bliver ved! Og tak ?

  3. Endnu engang kæmpe tillykke, og tak for en lille update 😀 Det er så spændende, synes jeg. Glæder mig til at høre om fødslen, når (hvis!) du engang er klar <3

    1. Tak Charlotte ? Jeg skal nok vende tilbage til fødslen på et tidspunkt ?

  4. Stort tillykke og dejligt at hun er kommet så godt ind i familien allerede 🙂

    1. Tusind tak Marie ? Og ja det er gået langt bedre, end vi havde turdet håbe på, så det krydser vi fingre for, at det bliver ved med ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.